Om Kløverbakken
Hvad er Kløverbakken?
Her kan du høre de 3 stifter, fortælle om baggrunden og overvejelser for bofællesskabet.
Baggrund
Vi lever i en tid, hvor vores velstand gør, at vores forbrug har taget overhånd. Vi har udviklet en livsstil, der handler om at tjene penge og at forbruge. Vi bosætter os i store boliger, har 2 biler, har dyre hobbies, tager flere ferier langt væk og generelt er vores levevis blevet omkostningstung for planeten. Mange lever ubevidst efter ”mere er bedre ”-princippet. Vi presser os selv og vores jord, og ser en fremtid i sigte hvor stress er den største folkesygdom.
Idegrundlag
Ovenstående ønsker vi at gøre op med.
Vi vil arbejde balanceret. Vi vil have mere tid til at være sammen med vores nærmeste og samtidig være en del af et fællesskab. Vi vil dyrke fællesskabet, hvor alle hjælper alle, og hvor det væsentlige er bæredygtighed; socialt, økonomisk og miljømæssigt.
Vi vil leve mere bæredygtigt for at slide mindre på vores jord og dens ressourcer, i bæredygtige huse, med optimerede energiløsninger og genbrug af regnvand. Ud fra den enkeltes forudsætninger vil vi tilstræbe en levevis, der efterlader så lille et aftryk på jorden som muligt.
Vi vil følge med udviklingen i en mere og mere bæredygtig retning, dele vores viden og være en del af inspirations-paletten til bæredygtig livsstil for andre og bidrage til læring og uddannelse. Vi vil lære vores børn og unge, at bæredygtig livsstil både er moderne, rigt og meningsfuldt.
Vi vil bo billigere og mindre og vil samtidig have adgang til fællesskabets rum i fælleshus og værksteder, så vi fortsat kan opretholde en moderne livsstil. Vi vil have fællesmad, fælles dyrkning og brug af jord, delebiler, deleværktøj, byttecentral og rum til udeliv for store og små.
Vi prioritere affaldsreduktion, reparation, genbrug og upcycling.
Bæredygtighed
Bæredygtighed er et vigtigt element i vores bofællesskab, en del af fundamentet for det hele. Visionen om Kløverbakken er centreret om fællesskab, bæredygtighed og en anden tilgang til ”det hele” end den overdrevne materialisme, der kan fylde rigtig meget i verden i dag.
Vi er ikke perfekte eller CO2 neutrale på Kløverbakken, og vi ønsker ikke at gøre os selv bedre end vi er på det område, for vi har også valgt at bo her ud fra, at det er nogle rigtig skønne huse, de er bare lidt mindre i størrelse og lidt større i bæredygtighed.
Vores tilgang med fælles-mad og fællesfaciliteter støtter yderligere op om bæredygtigheden – også social bæredygtighed. Så bæredygtighed er ikke bare solceller og sedum på tagene, træ inden i og uden på ydervæggene, og genbrug af regnvand, – men det har vi nu også…
Hør mere om Kløverbakken
Fælleshuset
Medstifter Trine fortæller om fælleshuset.
Biodiversitet
Inger og Ib fra arbejdsgruppen bag Kløverbakken fortæller om visionerne for biodiversitet.
Spisbar beplantning
Helge fra arbejdsgruppen bag Kløverbakken fortæller om spisbar beplantning.
Friluftsliv og nærområdet
Lotte og Steffen, som er kommende beboere i Kløverbakken, fortæller om friluftsliv og nærområdet.
Mød arkitekterne
Levi fra Tegnestuen FLÆKS fortæller om de arkitektoniske tanker bag Kløverbakken.
Decentral parkering og delebiler Medstifter Jens fortæller om tankerne bag decentral parkering og lidt om en mulig model for delebiler.
Fælles værksted og byttecentral Medstifter Jens fortæller om tankerne bag værksteder og byttecentral.